Lækker Dumle brownie med fyld

Del på:

Den lækre Dumle brownie med fyld, er både kræs for øjenene og smagsløgene. Kagen er et godt alternativ til en klassisk lagkage til den kommende børnefødselsdag. Lad barnet selv vælge sit yndlingsfyld og dermed sætte sit eget præg på kagen. Opskriften stammer fra Det Glade Køkken. 

Ingredienser

Brownie bund
3 æg
250 g sukker
1 stang god vanilje
200 g smør
180 g mørk chokolade
170 g hvedemel
60-80 g dumle karameller skåret i små stykker

Rabarbercreme
Rabarberkompot
200 g rabarber
1/2 dl vand
Den tomme vaniljestang fra bundene
30 g rørsukker

Mascarponecreme
150 g mascarpone
2 dl piskefløde
2 spsk flormelis

Forslag til pynt

Hindbær

Jordbær

Blåbær

Dumle

Maltesers

Toffifee

Center

Chokolade skildpadder

 

Fremgangsmåde

Brownie

Start med at bage bunden. Tænd ovnen på 180 grader.

Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og smør siderne.

Del vaniljestangen, skrab kornene ud, og mas dem ud i lidt af sukkeret, så kornene skiller.

Pisk æg, sukker og vanilje luftigt. (Der skal piskes i ca. 5 min.!)

Smelt smør i en gryde over middel varme, når smørret er næsten smeltet, kommes chokoladen i, i mindre stykker, rør rundt en gang i mellem, ind til chokoladen er smeltet, og det er en ens artet masse.

Rør stille rundt i æggemassen, mens du i en tynd stråle hælder chokolademassen i.

Vend her efter melet i. Til sidst vendes de hakkede dumle i. (Det kan anbefales at komme dem i fryseren i 10 min. inden du skære dem, så klæber de ikke så meget.)

Kom dejen i en springform og sæt dem i ovnen i ca. 30 min. eller ind til en kødnål kommer ud ren. (Husk der godt kan sidde lidt smeltet Dumle på.)

 Lad kagen køle helt af inden du kommer creme på.

Rabarber kompot:

Rens og skær rabarber i ca. 2 cm stykker. kom dem i en gryde sammen med vand, sukker og den tomme vaniljestang.

Kog rabarberne ind til de er møre. Smag evt. til om der skal mere sukker i, der er meget forskel på hvor syrlige rabarberne er. Kom den i en skål/bøtte, og sæt den på køl, til den er helt kold.

Mascarponecreme

Kom mascarpone, fløde og flormelis i en skål, og pisk det hele sammen til en ensartet creme.

Pas på ikke at piske for længe, så skiller det, når du røre frugten i. Den skal være lidt tykkere end en flødeskum. Det er vigtigt at piskefløden ikke piskes først. Men at det hele blandes sammen og piskes samtidig.

Tid til samling

Vend brownien ud på det fad den skal serveres på.

Vend rabarber og mascarponecreme sammen, og smør det på kagen så den er højest på midten.

Pynt derefter med det tilbehør du eller fødselsdagsbarnet har udvalgt.

Rabarber kompot kan evt. udskiftes med kompot af andre frugter, alt efter hvad du har liggende og hvad det er sæson for.

Velbekommen!

 

Tusind tak til Nicoline M. Sjødahl fra Det Glade Køkken for lån af opskrift.

Det Glade Køkken er en side med opskrifter på alt lige fra nem og lækker hverdagsmad til lækre desserter og store festkager. Nicoline M. Sjødahl der står bag hjemmesiden har selv opfundet denne opskrift. Du kan følge Det Glade Køkken på Facebook her.